Når maoisterne kommer til byen February 26, 2007
Posted by malenelaerke in Nyheder, Uncategorized.1 comment so far
Det er stadig lidt surrealistisk at se maoister i gadebilledet. Da jeg kom til Nepal for tre år siden var de en undergrundsbevægelse og jeg vidste ikke hvem der var maoist eller hvem der ikke var. De rendte jo ikke rundt med en rød stjerne i panden. Tværtimod. De var og er jo bare som alle andre.
Hvem der er maoist er ikke længere nogen hemmelighed. Busser drøner ud af landevejene med hujende maoisterne på taget og folk signalerer åbenlyst at de er maoist. Her i lørdags kom den øverste leder, Prachandra, til Butwal for at holde en tale ved et stormøde. Dette satte Butwal på den anden ende, men overraskende på en organiseret måde. Vi skulle ud og købe stort ind for at være forberedte på det kommende generalstrejkeprogram som er blevet annonceret. Det er meget rart at have et lager af toiletpapir hvis nu det trækker i langdrag. Vi havde fået af vide at strejken ville begynde mandag så det var ud for at tanke op.
Folk kom strømmende til ude fra landdistrikterne. Ude vest fra kom en folkevandring af bønder og arbejdere der skulle til maoistmødet. De var blevet kørt til Butwal i busser som holdt lige ved indgangen til Butwal og i ro og mag begav de sig på vej mod mødet. På centrale steder i byen havde maoisterne udstationeret deres eget politi som sørgede for at det hele forløb planmæssigt. Der var flere røde flag end ellers i byen, rickshaws havde i dagens anledning sat et maoistflag på kalechen og det hele stod i maoisternes tegn. Der kom også en maoist-demonstration ned gennem hovedgaden og sådan skal det bare være i dagens Nepal. I anledningen af at Prachandra skulle komme til byen, havde de lokale maoister været ude og gøre rent i byen og samle affald ind – forhåbentligt vil det ved eksemplets magt gøre at andre borgere her i byen kan se fidusen ved indsamling af skrald.
I går var holdte Prachandra pressemøde i Butwal og skulle ifølge dagens Kathmandu Post give en forklaring på hvorfor maoisterne ikke har afleveret flere våben til FN. Han udtalte at mange af maoisternes våben var håndlavede og ikke tæller med og her er så den gode: at de er blevet skylle væk af floder. Og så er det lige at jeg tænker mit! Og det er der nok også andre som gør.
I dag skulle der så ifølge programmet have været generalstrejke. Det er der ikke. Måske går den i gang i morgen. Det er svært at sige med sikkerhed. Måske bliver den midlertidige regering dannet i denne uge. Ordet måske sniger sig ind i mange sammenhænge her i Nepal. Og måske holder freden og måske bliver valget til juni virkeligt til noget.
En ting der er helt sikkert i denne tid er, at strømmen går – og den går faktisk efter planen. Ude i køkkenet hænger et strømafbrydelsesskema hvor der seks dage om ugen ikke er strøm på forskellige tidspunkter. Onsdag er fridag så at sige. I dag har vi ikke haft strøm fra 06.00 – 09.00 og her i eftermiddag klokken 14.30 bliver der igen slukket for kontakten i tre timer. I morgen er det samme program. To aftener om ugen er der ikke strøm i tre timer, og det har da sin egen charme at læse ved lommelygtens skær.
Så er det ferietid July 30, 2006
Posted by malenelaerke in Uncategorized.add a comment
Det er aldrig kedeligt at bo i Nepal, og derfor kan det være rigtig rart at komme på ferie. Lige om lidt drager jeg på ferie til Danmark sammen med Jacob og samler kræfter til endnu en omgang Nepal.
Vi ses i midten af september!
Nepals blinde får nyt mod på livet July 28, 2006
Posted by malenelaerke in Udvikling.add a comment
En menneskerettighedsorganisation for handikappede har inspireret en lokal udviklingsorganisation til at starte et projekt for blinde. Mellemfolkeligt Samvirke støtter og samarbejder med begge organisationer.
Formanden for blindeprojektet Gopal Prasad Bhusal kontrollerer stearinlys. Solbrillerne balancerer på næsetippen, mens Gopal Prasad Bhusals fingerspidser føler sig vej hen over stearinlysene i støbeformen. Tre lys er gået i stykker. Han er 50 år og har været blind i de sidste 10 år. Allerede som barn havde han svært ved at se om natten, og han vidste, at han skulle være glad for sit syn, så længe han havde det. For 10 år siden forsvandt det for altid, så dag og nat gik ud i et. Den nat brændte hans hus sammen med 36 andre i landsbyen.
”Jeg husker, at jeg gik rundt i junglen og græd, fordi jeg følte, jeg havde mistet alt. Jeg faldt i søvn af udmattelse, og om morgenen kunne jeg ikke længere se. Jeg vidste ikke, om det var dag eller nat. Det var en forfærdelig tid, hvor jeg i bogstaveligste forstand famlede mig frem i livet og mørket,” fortæller han.
Fra en velanset bonde blev Gopal Prasad Bhusal til en handikappet i et land, hvor handikap betragtes som et udtryk for fortidens synder og gudernes vilje. Derfor bliver de handikappede udstødt og får ingen hjælp. Folk tror, at det er deres egen skyld. Blinde bliver gemt væk, så de ikke kaster skam over familien. Gopal Prasad Bhusal blev offer for denne overtro, da han ikke længere kunne brødføde sin familie som bonde. Der var ingen hjælp at hente. I stedet begyndte han at sælge hjemmelavede røgelsespinde.
”Der skete så mange forandringer. Før havde jeg masser af venner, men de fleste forsvandt, da jeg blev blind. Nu undgår de mig – jeg kan mærke det, selv om jeg ikke kan se. Folk er egoistiske – de var ligeglade, da jeg blev hjælpeløs. Heldigvis får både jeg og min kone masser af kærlighed fra de få, der holdt ved. Men jeg vil vise, at jeg ikke er hjælpeløs, fordi jeg er blevet blind. De skal få at se, at blinde godt kan klare sig”, siger Gopal Prasad Bhusal. Han er i dag er formand for Nepals Blindeforening i Kabilvastu-distriktet.
Fejekoste, lys og røgelsespinde
Han leder også et lille projekt for 12 blinde under Kalika Self-relient Social Centre (KSSC), en af Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisationer. KSSC støtter bl.a. udvikling for kvinder og kasteløse, men et kursus hos DHRC – et center for handikappedes menneskerettigheder – gjorde det klart for dem, at det var nødvendigt at tænke de handikappede med ind i udviklingsarbejdet.
KSSC besluttede derfor at starte et lille indkomstskabende projekt sammen med Nepals Blindeforening. I april måned i år fik 12 blinde penge til at købe råmaterialer til at fremstille fejekoste, stearinlys og røgelsespinde.
”Jeg er lykkelig for at have fået denne chance, og nu er det mit mål at gøre projektet til en succes, så det kan overleve. Det giver os blinde en mulighed for at tjene til dagen og vejen og for at leve et selvstændigt og anstændigt liv,” siger Gopal Prasad Basyal.
Arbejde og samvær med ligestillede
Udefra syner projektet ikke af meget i den lille landsby Jotpur. Fem blinde sidder udenfor på en veranda – tre er i gang med at binde håndtag på traditionelle fejekoste. Fingrene tæller sig frem langs stråene, og den gule snor vikles omhyggeligt ind og ud, så der bliver dannet et perfekt mønster. De griner, snakker og knokler for at nå dagens mål på 20 koste for hver, som vil give dem 3,50 kr. i løn om dagen.
For 32-årige Aarati Kumari Bhasati betyder projektet meget mere end mad på bordet. Hun blev blind som fireårig og har siden arbejdet i sine forældres hus med at vaske op og feje. Hun kom aldrig i skole og har kun været uden for huset ganske få gange, før hun startede i projektet. Siden hun blev blind som lille, har hun drømt om at komme væk fra forældrenes hjem, hvor hun altid har følt sig udstødt og hadet af de andre. Så svaret var et klart ja, da hun gennem Nepals Blindeforening blev spurgt, om hun ville være med i projektet:
”Nu har jeg mødt andre blinde, og nu ved jeg, at jeg ikke er den eneste. Hjemme mistede jeg alt håb. Jeg troede ikke, jeg kunne noget, for det sagde min familie altid. Jeg følte mig som en byrde, der skulle gemmes væk. Det gør jeg stadig, men nu kan jeg slippe væk.”
Den største forandring er, at jeg kan dele mine tanker med andre og føle mig anerkendt som menneske, fortæller Aarati Kumari Bhasati.
Det tager tid at komme på arbejde. Først skal hun med rickshaw til busstationen, så skal hun finde den rigtige bus og køre en time, og til sidst skal hun med rickshaw til Jotpur.
”Jeg tager gerne turen. For første gang har jeg fået venner, som jeg kan tale og grine med. Tidligere kørte tankerne i mit hoved om, hvordan mit liv kunne være, hvis jeg ikke var blind. Den største forandring er, at jeg kan dele mine tanker med andre og føle mig anerkendt som menneske”, fortæller hun.
”Jeg tjener meget lidt på at flette koste, men der er nok til busbilletten og til mad, og det betyder alt for mig. Jeg har fået frihed til at komme rundt, og jeg lærer noget nyt hver dag. Livet havde lært mig ikke at håbe, fordi mine håb er ikke før blevet til virkelighed. Men nu giver jeg selv lov til at drømme om at bo for mig selv,” siger Aarati Kumari Bhasati.
En uvis fremtid
Indtægterne fra salget af koste, røgelsespinde og stearinlys bliver fordelt mellem deltagerne og Nepals Blindeforening. En kost koster 1,25 kr. Heraf får Aarati 20 øre for at flette den og sælgeren 25 øre. De sidste 80 øre går til Nepals Blindeforening til at købe nye råvarer og til at hjælpe andre blinde i gang med lignende projekter.
”Fremtiden er uvis, for det er begrænset, hvad vi kan tjene. Men vi vil kæmpe for det. Vores drøm er at bygge et hus, hvor de blinde kan bo – mange har ikke et sted at bo eller en familie, der vil hjælpe”, siger Gopal Prasad Bhusal.
Det er blevet tid til frokost. En kvinde kommer for at føre projektdeltagerne hen til tehuset, hvor det traditionelle måltid af linser og ris står klar. De fem går på kanten af rismarken i en række efter kvinden og holder fast i hinandens tøj for at vide, hvor de skal sætte fødderne. De kan ikke selv se, men de er blevet synlige i samfundet.
Fakta
Disabled Human Rights Centre (DHRC)
De Handikappedes Menneskerettighedscenter i Nepal blev stiftet i 2000 for at sikre handikappedes rettigheder. MS-Nepal har arbejdet sammen med centret siden 2005 og støttet med opbygning af organisationen. Ideen med partnerskabet er bl.a. at få MS-Nepals øvrige partnere til at integrere handikapspørgsmål i deres programmer.
Kalika Self-relient Social Centre (KSSC)
KSSC arbejder i Nepals Kabilvastu-distrikt for at forbedre vilkårene for fattige kasteløse, etniske grupper og kvinder. KSSC arbejder bl.a. med uddannelse, vand og sanitet, landbrug og sundhed – og nu handikapspørgsmål – og støtter andre foreninger og selvhjælpsgrupper. MS-Nepal har arbejdet sammen med KSSC siden 2000.
Partnersamarbejde
Både DHRC og KSSC er eksempler på, at Mellemfolkeligt Samvirke arbejder sammen med lokale organisationer på forskellige niveauer for at forankre udviklingsarbejdet bedst muligt lokalt. Eksemplet med støtte til handikappede viser en kæde af samarbejde mellem MS-Nepal og den landsdækkende handikaporganisation DHRC, der igen samarbejder med den regionale udviklingsorganisation KSSC, der igen opretter et blindeprojekt sammen med Nepals Blindeforening til direkte gavn for en gruppe blinde. Specifikt viser eksemplet, hvordan DHRC med støtte fra MS-Nepal inspirer andre organisationer til at integrere handikapspørgsmål i deres arbejde.
Denne artikel er blevet bragt i Mellemfolkeligt Samvirkes Magasinet nr. 2/2006
Lidt midt imellem og lidt til July 25, 2006
Posted by malenelaerke in Uncategorized.add a comment
Det er blevet fredelige tider i Nepal. Der er hverken krig, krudt eller kugler at skrive om i denne tid, så det er blevet ret fredeligt her på bloggen. Derfor tid til eftertanke efter revolutionen hvor efterdønningerne stadigvæk sender små skvulp igennem det politiske hav, men ikke noget der skaber store overskrifter. Overskriften på nepalnews.com er, at 41 nepalesere er kommet sikkert hjem fra Libanon. Sjovt efter alt det Nepal har været igennem, at det nu er sikkert at komme hjem til Nepal.
Jeg synes ikke, det er så lang tid siden, at jeg lå på gulvet i gæsteværelset sammen med Jacob, mens Butwal blev angrebet af maoisterne. Og når jeg så ser billeder fra Libanon – krigsbilleder, der får mit hjerte til at skrumpe af smerte – så har det jo været småting der er sket her i landet. Vi kunne jo knapt nok se at der havde været angreb på Butwal, men det er dog vigtigt at huske på, at et angreb uanset hvilken kaliber er slemt nok i sig selv. Det var slemt nok for Butwal, Nepal, for os – ja, for alle som elsker fred.
Sidste år i juli var jeg på Transcend international training programme i Rumænien om Peacebuilding, Conflict Transformation and Post-War Rebuilding, Reconciliation and Resolution. På kurset var der en pige fra Beirut i Libanon, og jeg tænker dagligt på hende og håber, at hun kommer sikkert igennem.
Jeg er træt af krig og ufred – folk der slår hinanden ihjel. Jeg sidder her i den sene nattetime og bare tænker hvorfor folk da ikke bare kan elske hinanden, holde af hinanden eller bare gennemsnitligt have respekt for hinanden og leve sammen og dele livets gode og mindre gode gaver. Der er så meget smukt her i livet så hvorfor gøre sig de store anstengelser for at gøre det grimt med død og ødelæggelse, når det kan være så dejligt.
Lidt eftertanke – at tænke sig at de lande som sidder i FNs sikkerhedsråd er de lande, der sælger flest våben her i verden. Gad vide hvordan de tænker? Hvornår får vi mest ud af fred, og hvornår får vi mest ud af krig? Nok mest de sidste. Gad vide hvor meget de lande har tjent på krigene i Afghanistan og i Irak? Kina, USA, UK……
Ja – jeg spørger bare lige så forsigtigt.
Og så kiggede jeg lidt mere på nepalnews.com og så var der en kommentar omkring fredsprocessen, hvorfra jeg har sakset dette afsnit:
Reports of China having opened direct contacts with Nepal ’s Maoist rebels, and possibly having offered arms, have added to the uncertainty gripping Nepal ’s peace process. It is difficult to view Maoist chairman Prachanda’s note to United Nations Secretary-General Kofi Annan, strongly protesting the letter sent by Prime Minister Girija Prasad Koirala, outside this emerging dynamic.
Ja – gad vide om Kina har nogle våben, de gerne vil af med. De tjener jo ikke penge på fred.
Skolelegater til konfliktramte børn July 24, 2006
Posted by malenelaerke in Konflikt, Nyheder, Uncategorized.add a comment
Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisation Radio Lumbini besluttede sig for aktivt at hjælpe ofrene efter urolighederne i Kabilvastu distriktet sidste år. Det blev til en koncert i solidaritet med ofrene. Overskuddet er nu gået til at hjælpe konfliktramte børn.
10 årige Anil B.K. bliver fjern i blikket, når han tænker på den 17. februar sidste år. Den dag blev der sat ild til alle 335 huse i hans landsby Hallanaghar, da folk fra andre landsbyer angreb på jagt efter formodede maoister.
”Jeg så husene der brændte, folk der blev slået, og nogle af landsbybeboerne blev jagtet af oprørene. Jeg var så bange, og det føltes som om mit hjerte skrumpede, og det slog så stærkt. Jeg løb i skjul i nabolandsbyen, for jeg var bange for at dø. Derefter kan jeg ikke huske noget som helst af hvad der skete, før jeg fandt mine forældre,” fortæller Anil B.K. der tit tænker på dagen der forandrede alt i hans landsby.
”Jeg husker dagen igen og igen. Når jeg er alene, så tænker jeg på hvad der skete, og det er som om, det er fanget i mit hoved. Når jeg møder fremmede på vejen, så tænker jeg på angrebet, og mit hovedet er fyldt med frygt. Så taler jeg med mine forældre om det, og det hjælper,” fortæller han.
Hans far, Tek Bahadur B.K. husker, hvordan det var, da han efter flere timers søgen fandt Anil. ”Han var i en forfærdelig tilstand. Han kunne ikke tale rent, og han rystede. Det tog i hvert fald tre måneder, før han var sig selv igen. Min kone og jeg giver vores børn al den kærlighed, vi kan, og vi overbeviser hinanden om, at der ikke er nogen grund til at være bange længere,” fortæller han.
To landsbyer ramt
Den dag blev både Hallanaghar og Jagdishpur angrebet – begge to små landsbyer i Kabilvastu distriktet i den vestlige del af Nepal. 46 civile blev dræbt og tusinder mistede deres hjem der var brændt ned. I tiden efter var der var mangel på mad, tøj, tæpper og medicin.
”Vi havde ingenting tilbage. Mange husdyr var døde og der var en forfærdelig stank over området. Vi var så hjælpeløse, at når vi går tilbage i hukommelsen, så er det svært at beskrive hvor forfærdeligt, det var. Samtidig kunne vi ikke forstå, hvorfor vi skulle behandles på den måde. Vi følte os alene,” erindrer Pitambar Khanal, skoleinspektør ved Bal Shiksha Primary School i Hallanaghar.
For MS partnerorganisation Radio Lumbini opstod der hurtigt en følelse af, at noget måtte gøres i solidaritet med ofrene for konflikten. Ideen til en solidaritetskoncert blev født gennem radioens lytterklubber, og koncerten blev afholdt i Butwal i nabodistriktet Rupendehi den 4. juni sidste år. Nogle af Nepal mest berømte musikere stod på scenen, og 136,498 rupi (11.300 d.dk) blev indsamlet via billetindtægter.
I tiden efter urolighederne var det svært at komme ud til landsbyerne både for Radio Lumbini og nødhjælpsorganisationer, og det har taget tid at finde den helt rigtige måde at få mest nytte ud af pengene. Som tiden gik, var der ikke længere brug for nødhjælp men i stedet brug for en mere langsigtet løsning.
”Vi diskuterede mange gange med Radio Lumbini, og til sidst blev det besluttet, at pengene skulle gå til skolelegater for børn der er berørt af konflikten,” siger Khuman Shingh Raniyar, der er medlem af skolebestyrelsen i Hallanaghar.
Pengene er blevet fordelt mellem Bal Shiksha Primary School i Hallanagar og Bhubanishwori Secondary School i Jagdishpur og sat ind på en bankkonto til hver af skolerne. Renterne af pengene skal bruges til legater, og efter fem år vil Radio Lumbini genoverveje, hvordan pengene giver mest nytte i lokalsamfundet.
30 legater til børn i Hallanaghar
På skolen i Hallanaghar, der går op til 4. klasse, regner skolebestyrelsen med, at der vil være penge til at give 30 legater af 300 rupi (27 d.dk.) om året. Der er 300 elever på skolen, og skolebestyrelsen har opstillet kriterier for uddeling af legaterne der fortrinsvis vil blive givet til de dygtigste elever, såkaldte lavkaste børn og børn med meget fattige forældre. Det er gratis at gå på skolen, og regeringen giver skolebøger til og med 5. klasse, men forældrene skal stadig betale for en skoleuniform der koster godt 1000 rupi, kladdehæfter og blyanter.
Tek Bahadur B.K. og hans kone Sauni B.K. er foruden Anil B.K., forældre til seks børn hvoraf de tre af dem går i skole i Hallanaghar. De fortæller, at de om måneden tjener godt 900 rupi (80 d.dk). og supplerer op med de grøntsager, de kan dyrke på deres lille stykke jord. Udgifterne til børnene skolegang løber op i 500 rupi om måneden. Derfor vil det være et tiltrængt tilskud til familiens økonomi at få et legat.
”Jeg tror og håber vores familie vil få et skolelegat, for vi har ikke mange penge at gøre godt med. Jeg har mange problemer, men selvom jeg ikke har mange penge, så insisterer jeg på, at mine børn skal gå i skole og blive kloge. Min børn skal ikke lide det afsavn ikke at kunne læse og skrive,” siger Tek Bahadur B.K.
Psykologisk støtte
For folk i Hallanaghar er det dog ikke så meget pengene der har betydning, fortæller formanden for skolebestyrelsen, Rudra Prasad Bhattarai, det er det, at der er blevet tænkt på landsbybeboerne der er det vigtigste.
”Skolebørnene er opmuntrede og arbejder hårdere med deres lektier i håbet om at få et legat, og børn, som ellers ikke ville komme i skole så ofte, er begyndt at komme hver dag. Dette har givet børnene noget at stræbe efter, men vigtigst af alt så ved vi, at vi ikke er alene. Dette giver os psykologisk støtte. Radio Lumbini er ikke bare en radio der vil tjene penge på reklamer. De hjælper rent faktisk folk,” siger han.
Artiklen er blevet bragt på Mellemfolkeligt Samvirkes hjemmeside.
Hvad vil maoisterne? June 13, 2006
Posted by malenelaerke in Konflikt, Nyheder, Uncategorized.add a comment
Maoisterne over hele Nepal er i fuld gang med at mobilisere folket mod valget til en grundlovsgivende forsamling. Nye distriktskontorer synliggører maoisternes parallel regering
Distriktsbyen Tansen i Palpa distriktet har som mange andre distriktsbyer i Nepal fået et maoistkontor efter revolutionen. Det røde flag med hammer og segl vejrer i vinden udenfor bygningen. Kontoret er det der bliver snakket om i Tansen. Nogle synes det er godt, mens andre ryster bekymrede på hovedet. Ingen ved hvad det næste bliver. Maoisterne er ikke længere terrorister, og kan frit bevæge sig igennem militærets kontrolposter og igennem Tansen basar. Busser fyldt med hujende maoister kører på de nepalesiske landeveje, og maoisterne har påbegyndt et massivt charmeoffensiv for at vinde tilhængere.
”Nu da vi frit kan arbejde, har vi oprettet dette kontor, hvor vi som folkets regering kan hjælpe de fattige. Hver dag er der folk der kommer her for at bede om hjælp. De går ikke til distriktskontoret, men kommer i stedet til os, for her ved de, at de bliver behandlet med respekt. De vil have retfærdighed,” fortæller distriktschefen der går under navnet Sigal.
Der er specielt mange kvinder som kommer til kontoret for at få hjælp til at stoppe vold i hjemmet, mod polygami, til at få ret til land efter skilsmisse og hjælp til at få manden til at holde op med at drikke, fortæller Sigal.
”Der er så meget korruption på distriktskontoret, men det er der ikke hos os. Vi tager ingen penge fra de fattige. Vi vil give dem penge. Kvinderne har svært ved at komme igennem på distriktskontoret, fordi mændene tror, det kun er dem der kan bestemme, men her har kvinderne også en stemme. Folk vil hellere komme her end på distriktskontoret. De beslutninger vi tager her, underkender de beslutninger der er taget på distriktskontoret, så folk kommer her, når de er utilfredse,” siger han.
Hvilken ret har I til at tage beslutninger? Der er ingen der demokratisk har valgt jer som beslutningstagere for folket.
”Dette er folkets regering, og det er folket, som har givet os magten. Vores beslutninger går direkte til folket, og vi giver folket mulighed til at bestemme, hvad straffen skal være. Nogle gange synes folk slet ikke der skal straffes. Vi har ikke noget fængsel. I stedet sender vi folk til arbejdslejr så de kan lave udviklingsarbejde. Det er folkets magt, og det er folket som har valgt os, ellers ville de jo ikke komme her.”
Jeres dagsorden er en grundlovgivende forsamling. Vil Folkets regering blive opløst, når I har nået jeres mål?
”Det ved vi ikke endnu. Der vil være forhandlinger og derefter et demokratisk valg, og vi vil acceptere resultatet. Hvis det nepalesiske folk ønsker at beholde kong Gyanendra, må vi acceptere det, men vi vil også forstå, at det nepalesiske folk mangler viden, og vi vil gå ud i landsbyerne og uddanne folket. Ved det næste valg vil folket have forstået, hvad der er rigtigt.”
Stoler du på politikerne?
”Dette er en overgangsperiode og der sker både gode og dårlige ting. Vi ser sådan på det, at hvis man skyder efter en tiger, rammer den men uden at dræbe den, så vil den angribe den første, den ser. Sådan har kong Gyanendra det nu. Derfor bliver vi nødt til at være vagthunde for det nepalesiske folk, som endnu ikke forstår hvad en grundlovsgivende forsamling er. Vi håber på fred, og vi vil følge vores plan, og denne gang tror jeg på, at politikerne vil gøre det rigtige.”
Tror du, at kammeraterne i maoistbevægelsen kan omstille sig til en hverdag med fred?
”Da der var krig accepterede vi, at vi blev nødt til at gemme os i junglen. Nu er der fred, og nu må vi acceptere at leve under de forhold, det giver. Nu skal vi finde ud af, hvordan vi kan holde fast i freden. Vi kunne ikke lide at være i krig, og vi skulle leve i skjul, men det var et offer, som vi gerne gav til det nepalesiske folk, men nu vil vi have fred og forandring.
Tror du at freden vil vare ved?
”Det tror vi på. Der er brug for begge hænder i denne fredsproces, og vi har alle et ansvar.
Er I villige til at indgå kompromiser?
”Vi er villige til at indgå kompromiser der er til fordel for det nepalesiske folk.”
Der er flere sager i medier, der fortæller, at I stadig afpresser folk. Hvorfor gør I det?
”Vi afpresser ikke folk. Vi anmoder folk om penge. Vi arbejder for Nepal, og de penge vi får, går til kampen for et demokratisk Nepal. Dem, der laver korruption, presser vi penge ud af, nogle gange forlanger vi penge, og hvis de ikke lytter til os, bruger vi magt."
Tiden der er afsat til interviewet er udløbet. En demonstration igennem Tansen basar skal arrangeres, hvor skolebørn på otte år skal bære maoisternes flag igennem gaderne.
”De børn ved slet ikke hvad de slogans, de råber, betyder. Det er ganske forfærdeligt og deres forældre kan ikke gøre andet end at adlyde maoisterne,” bemærker en butiksindehaver i basaren.
Denne artikel blev bragt i Information den 16. juni 2006
